Tryk her for at ringe til os

Tandkrone

En tandkrone er en erstatning af en naturlig tandkrone. Kronen påsættes en eksisterende tand eller et implantat. Kroner er oftest lavet af et stærkt porcelænsmateriale.

Hvordan fremstilles en tandkrone?
For at fremstille en tandkrone, der skal påsættes en eksisterende tand, skal tandlægen slibe tanden til. Dette vil oftest foregå under lokalbedøvelse. Når tanden er slebet til, skal der tages aftryk. Der skal tages op til 3 aftryk: et af selve den tand kronen skal fremstilles til, et af de modstående tænder og endelig et af sammenbiddet mellem de modstående tænder.

Disse aftryk sendes til tandteknikeren, som ud fra aftrykkene kan fremstille en præcist tilpasset krone.

Hvor lang tid tager det at få fremstillet en tandkrone?
Som regel får du 2 tider hos din tandlæge.

Første besøg hvor tanden røntgenfotograferes, bedøves, tilslibes og hvor der tages aftryk, andet besøg hvor kronen cementeres. Nogen gange kræver det en ekstra gang hvis tanden er defekt et godt stykke under tandkødsranden.

Tandkroner kan også anvendes til at opnå en bedre æstetik. I disse tilfælde vil der typisk være tale om mindre pæne fortænder eller kindtænder med større ældre fyldninger. Skal der laves fortænder, skal du i de fleste tilfælde ind til vores tandteknikers laboratorium for at få foretaget en farveprøve, så kronens farve passer til de omkringstående tænder.
 
Hvornår anvendes tandkroner?
I de fleste tilfælde anvendes tandkroner til at beskytte og forstærke svækkede og knækkede tænder. Altså anvendes tandkroner for at opnå en større styrke af tænderne og dermed en bedre funktion. Der vil typisk være tale om tænder, som er meget udborede med større fyldninger, eller tænder som er rodbehandlet.